Gast på Momo

Det er dig, der er med til at gøre vores jordomsejling til noget helt specielt

Forestil dig at tage afsted på en eventyrlig sejltur rundt om i verden. Ombord på MOMO kan du se frem til at få nogle af de mest fantastiske naturoplevelser, besøge nogle af de mest idylliske øer og byer, og ikke mindst møde mennesker fra hele verden. Så snart sejlet er sat, motoren er slukket, og vi stille og roligt sejler derudaf med naturens kræfter, skabes der en helt speciel dynamik. Det er nemlig her man har muligheden for at sætte hovedet i blød, eller snakke om, hvad der er bag stjernerne. Når vi sejler derude, kan adgangen til omverdenen godt være begrænset. Derfor må man nogle gange være kreativ. Men det er også det, som er det fantastiske. Det er det, som er med til at skabe den specielle dynamik mellem besætningen, og gør livet som langturssejler til en kæmpe oplevelse.

Men det er ikke kun de ting vi ser, som gør langturssejlads til noget helt specielt. Det er også det fællesskab og det ansvar, vi løfter sammen som besætning, der kan gøre det til en livsændrende oplevelse. At være gast ombord på MOMO betyder nemlig også, at du er en del af besætningen og tager del i både det sure og det søde ombord. Vi hjælper hinanden når der skal laves mad, sejles, fixes eller rengøres, lige så vel som vi er fælles om at planlægge ture, dykke, bade og have det sjovt. Vi gør det meste i fællesskab, og derfor er det vigtigt at du har et åbent sind, har lyst til fællesskabet, har gå-på-mod og er ansvarsbevidst. 

Det betyder meget for os, at alle føler sig velkomne, har det godt og ser MOMO som deres hjem, mens de er ombord. Vi forsøger så vidt det er muligt altid at være fælles om både de store og de små snakke og beslutninger, så vi er sammen om at skabe rammerne om vores fælles tur.

Gast på Momo